Tak til Dr. Hauschka

Hvis jeg har trodset guderne, hvis jeg har været en dårlig veninde, datter, søster, kæreste, studine - så undskylder jeg mange gange. Trækker det i mig igen eller tager det tilbage hvis jeg kan! Men er min gerning så slem, at jeg fortjener dette?

Tetralysal:
Tetralysal må ikke anvendes til gravide, patienter med allergi over for tetralysal eller patienter med stærkt nedsat nyrefunktion.
Patienter i behandling bør undgå direkte sollys. Ved langtidsbehandling bør der udføres regelmæssige laboratorieundersøgelser af organfunktion, inkl. blod, nyre- og leverfunktion.
OG SÅ MIN FAVORIT
Tetracycliner giver anledning til hurtig resistensudvikling overfor flere forskellige antibiotikagrupper.

Nu er jeg på fjerde antibiotikakur, og lægen aner ikke sine levende råd. Idag erkendte hun åbenlyst, at hun ikke tidligere har haft et tilfælde som mig. Trøstende!!

Luuuft

Jeg sidder på arbejdet og har fornemmelsen af, at jeg ikke kan ånde. At jeg er blevet lukket inde i et lille, aflåst rum. Jeg bliver nødt til at lytte til min krop og læne mig lidt tilbage, så jeg igen kan trække vejret.

Jeg har altid været dårlig til det. Har vel altid tænkt, at livet skal leves intenst..men mon ikke man kan gøre det på en lidt sundere måde? Fordele oplevelserne lidt mere og lade hverdagen komme til sin ret. Livet bliver jo ikke kedeligt af den grund. Det er også vigtigt at se skønheden i det umiddelbare. Det er vel en vanesag som alt andet. Et tankemønster der skal brydes. Det er bare hamrende svært, når omgangskredsen vil ud at drikke, lave mad og hygge eller suse ud i det danske land. Jeg kan ikke sige nej. Og pludselig har jeg ikke haft en dag alene i en hel uge. Og jeg ender med at sidde på arbejdet (som idag) som et bimrebarn, der ikke kan holde ud at være nogle steder - der bare vil hjem og gemme sig og være alene.

Blå øjne

Min første rigtige kæreste morede sig altid gevaldigt over min naive holdning til livet og de mennesker, jeg mødte på min vej. Han skulle altid teste mig for at se, hvor meget han kunne bilde mig ind, og jeg blev selvsagt genstand for megen latter.

Hans (og mange andres) reaktioner på min ukritiske og fordomsfrie holdning til mine medmennesker bevirkede efterfølgende og blandt andet, at jeg i en langt mindre grad stolede på folk, at jeg blev bange for at tabe ansigt, bange for at sige noget forkert og for at udstille mig selv.

Som tiden er gået, er jeg gang på gang stødt på en utiltalende, rå og sarkastisk holdning til naive mennesker. Og jeg vil absolut ikke sidde og pudse glorien og påstå, at jeg ikke selv bliver irriteret, for det gør jeg, men det undrer mig! Hvorfor provokerer naiviteten? -For på sin vis er den jo smuk. Med naiviteten følger en tro på det bedste i ens medmennesker. Hvad gør det, at man er fordomsfri og åben i sit møde med andre?

Favstærg dansglæreinde søjer børn at undervis

Snigermissen siger:
er der ikke noget, der hedder et seudonym?
Snigermissen siger:
jeg kan ikke slå det op
godt man har mere end en lever siger:
pseudonym
Snigermissen siger:
og hamrende latterlig til at stave oven i købet
Snigermissen siger:
HAHAHAHA
Snigermissen siger:
tak
godt man har mere end en lever siger:
ahahahaha
godt man har mere end en lever siger:
det var så lidt
godt man har mere end en lever siger:
godt at du ikke læser sprog eller noget
Snigermissen siger:
jeg skal da også udstille min egen dumhed på den mest grove måde

"Ei blot til lyst"

Men i løbet af akterne måtte jeg erkende, at jeg ikke ville gå derfra med en samfundskritisk holdning eller en du-ser-splinten-i-din-broders-øje-men-ikke-bjælken-i-dit-eget løftet pegefinger over mit hoved. Nej, det jeg gik derfra med var LYST. Vild, voldsom, brændende, fortærende og helt igennem rå og menneskelig, kødlig lyst.
Da sidste akt sluttede, havde jeg åndedrætsbesvær og i alle dele af min krop brændte en smertende ild. Jeg tog sultent fat i min sidemand, afslørede hviskende hvad jeg havde lyst til at gøre ved ham og ærgrede mig over, at dét jeg kunne se frem til nu, var lige så brændende kys....men ikke mere. 'Hun' var derhjemme.

Jeg så rigtig godt ud; det var jeg ikke i tvivl om, og udstrålingen var nærmst en fysisk genstand af energier, der blev sendt ud af kroppen. Jeg kunne mærke den. Og det samme kunne andre. Kvinder såvel som mænd havde klistrende blikke...og det tændte mig endnu mere. Jeg havde lyst til dem allesammen. Selv 'hans' chef blev potentiale.

Jeg var prinsesse for en aften. Maden sørgede 'han' for. I hver pause rakte 'han' mig et vinglas med fantastisk nektar, og samtalen blev båret ud på balkonen, hvor torvets lys og stemning spillede i folks ansigter. Da sidste akt sluttede, gik vi på vinstue, og efter at have brændemærket mine læber med sine, sendte han mig hjem.

'Han' er helt igennem fantastisk. Høj, mørkt hår med grå stænk, olivengrønne, meget intense øjne og en rigtig god tøjsmag. 'Han' er livsnyder og elsker at forkæle; både sig selv og andre. Han er en sand forfører *Han tog hendes hånd, kiggede hende dybt i øjnene og slikkede på den. Hun føltes sig mærkelig tilpas og ville trække den til sig, men han holdt fast og begyndte at massere den...centreret om et punkt. "Kan du mærke det?" spurgte han og idet hun ville svare "nej", flød en bølge ind over hende og hendes krop spændtes som en bue*, og han ved det. Det er som om, at 'han' "ejer" mig. Når vi er ude sammen, må jeg godt lege, men jeg tilhører 'ham'. 'Han' skal have det sidste ord og det får han.

Vores forhold er ét langt forspil. Jeg elsker at begære ham og han fortjener det lige så meget, som balletdanserne fortjente deres bifald.

Føljeton # 1

Hele dagen igår gik jeg og ledte efter et ord, der er dækkende for min fornemmelse i kroppen og nu, endelig, har jeg fundet det.
"Skuffet"
-Som en lille pige, der har glædet sig til turen i Tivoli, men da morgenen kommer, og hun slår øjnene op, regner det uden for, og hun kan se på mor og far, at "Tivoli bliver en anden dag".

"Skuffelsen" er en alt for dominerende følelse. Der er ikke rigtig plads til andre. Og i kølvandet på skuffelsen følger en del bivirkninger: dårligt humør, træthed, manglende evne til at glæde sig over andet, nedsat lyst til social aktivitet og indadvendthed.
Jeg har åbenbart haft nogle forventninger, jeg ikke har været bevidst om. Derfor kommer gråvejret lidt bag på mig, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal lade skyerne vige for solen.
Well, uanset hvad er det vel et skridt i den rigtige retning, når jeg kan definere og sætte ord på...

Kan det blive bedre??

Jeg aner virkelig ikke hvad der skete. Selv nu, et par timer efter, føler jeg mig som ét stort spørgsmålstegn.

Jeg skal på arbejde og cykler forbi en mand, hvis ben stritter ud til hver sin side, som om hans mastodontMona-fede datter eller kæreste sad på stangen imellem dem. Netop derfor trækker jeg langt ud på stien da jeg overhaler. Da jeg er på vej ind på plads, begynder stjernepsykopaten at råbe og skrige og kalde mig en "fed kælling" og en "møgluder". Jeg er et par meter fra ham og forstår derfor ikke hvad hans problem handler om. Jeg har på ingen måde generet ham. Da han bliver grov, bliver jeg så edderspændtrasende, at jeg ligeså finder mine værste skældsord frem (mærkelig fornemmelse, når man ikke rigtig ved, hvad det hele handler om). I kampens hede begynder blæsten at rive og flå i mig og jeg ender med at kysse asfalten...i stedet for at få oprejsning.

Og hvor er det morsomt, at de fleste vælger at cykle forbi....(jeg lader den stå lidt for sig selv - kommenterer ikke videre!!!)

Dog var der en rar sjæl, der forbarmede sig og hjalp mig op med "sikke et skænderi du havde med ham gutten...sådan een som ham skal du ikke tage dig af"!

Og det lader jeg så være med!

Vil du have en jordnød til?

Puha..jeg aner ikke hvor jeg skal starte eller slutte.

Jeg kunne vælge at skrive indlægget ud fra en selvironisk eller på en anden måde humoristisk vinkel, men hvis jeg skal være HELT ærlig, så har jeg ikke energien til det. Jeg gider ganske enkelt ikke. Og netop dét er essensen af mig for tiden. Jeg er inde i en dum fase, hvor der bliver tænkt for meget og handlet for lidt...fordi jeg ikke kan overskue det. De dér 10 %'s ekstra overskud, der gør hverdagen lidt lettere og sjovere, ejer jeg ikke. Hvad jeg dog er i besiddelse af (-og det i mængder, jeg gerne deler lidt ud af) er træthed, misfornøjethed, træthed og atter træthed...og "Keane - Hopes and fears" på anlægget...

Jeg er lige kommet hjem fra en rejse til Grækenland. Øen var smuk og takket være turismen, som jeg bliver rastløs af og søger væk fra, har jeg en masse oplevelser med mig hjem i bagagen. Inden jeg tog afsted, blev jeg inviteret på "kaffe" af en fantastisk fyr. Vi nåede det ikke inden jeg rejste, men mødtes straks efter jeg var kommet hjem. Det var, uden lyv, den bedste date, jeg nogensinde har været på i hele mit liv. Aftenen/natten var morsom og intens med et "de-fire-verdenshjørner",- og "kamerakoncept" (jep, jeg fik simpelthen stukket et kamera op i snotten 2 min. efter vi mødtes - og derved blev der lavet en, ikke så ringe endda, date-dokumentar). Han er ufattelig lækker (og det er liiige præcis dét, han er!!), velreflekteret, interesseret, opmærksom, omsorgsfuld og veltalende....en drømmefyr - BARE IRONISK AT GNISTEN SÅ IKKE ER DER!!!!!!!! Jeg KAN simpelthen ikke finde den.

Jeg starter på mit tilvalg om to dage. Det bliver spændende at se hvem jeg skal studere med i et år, og om faget er så interessant som det lader til. Mja....

Når jeg læser dette indlæg, tænker jeg to ting:

1) Hold op, hvor er der ikke hoved og hale på din tekst (sorry, men jeg kan ikke overskue at finde en rød tråd)

og

2) Der sker meget i dit liv. Hvordan kan du være så misfornøjet og træt?

Ja, hvordan kan det være???

Glemte jeg at nævne, at jeg, efter at have været røgfri i 1 ½ år liiige har røget i to måneder og nu igen er stoppet?