Igen i æteren

Så er jeg tilbage på sporet! Min bærbare er ikke blevet lavet, men til gengæld er min svinestore stationære pc'er i brug takket være min supermule/David Hasselhof/Chuck Norris, den fantastiske mand!

Mosaik, del 3: Rhythm and still

Min mor er lige vendt hjem fra 31 dages og 800 kilometers pilgrimstur i Spanien. Hun er ikke religiøs, blot endt ved et punkt, hvor hun havde behov for mere eller andet.
Vi alle regnede med, og det var inklusiv hende selv, at hun ville kunne se billedet og lægge puslespillet på sin tur. Man tænker jo så godt, når man går. Men i 31 dage var der stilhed.
Jeg ærgrede mig på hendes vegne, fordi jeg mente, det var den optimale mulighed, men nu misunder jeg hende lidt. Tænk at kunne slukke for baggrundsstøjen i 31 dage og bare nyde at være til, følge døgnets rytme og ikke forsøge at tvinge sin rytme ned over døgnet.

Mosaik, del 2: Finders keepers!

Jeg var overbevist om det modsatte, men der findes en, der overgår ham. På sin vis lidt skræmmende, for han er et 8 år gammelt minde. Og det er sørgeligt at konkludere, at der ikke eksisterer mange af den slags støbninger, men fantastisk dejligt at erfare, at der gør.

En studines mareridt

Noget nær det værste, der kunne ske for en studine, er sket for mig!! Min computerskærm er røget, tror jeg. Jeg kan tænde computeren og den logger fint på nettet, men der er ikke noget lys i skærmen, så jeg kan ikke orientere mig.

Er der nogen, der har en idé om, hvad der kan være sket??

Udfordring #1 og #2

(To ugers udfordring: Turpas og fyrfadslys.)

Der er to mennesker, der har haft 'turpas' til mig og mit liv (og vice versa) i alt for lang tid. Følelsesmæssigt har det været lidt af en rutsjebanetur. Som oftest har det været rigtig rart, og jeg har været glad. Men selvom man bilder sig selv andet ind, kan man ikke undgå at blive følelsesmæssigt involveret, og når begge "idylliske kodakbilleder" falmer og bliver til fatamorganaer, følger også en del mindre nedture. Jeg har ikke tidligere sat det ordentligt i perspektiv, -har nok ikke ønsket det, og derfor har jeg heller ikke fået sat noget begreb på vores indbyrdes forhold, men nu er det gået op for mig, og nu skal det være slut!!

Jeg ønsker ikke middelmådige løsninger. Discount 'fyrfadslys', der giver varme og romantik i en kort rum tid, men som brænder ud og efterlader scenariet koldt og fugtigt, i et mærkeligt lys og med en gusten lugt. Jeg vil have langtidsholdbarhed og kvalitet...som er formet af den flydende væske, man kunne kalde kærlighed, respekt, engagement og fordybelse.

Mit problem er jo nok i realiteten, at jeg har svært ved at sige farvel. Når først et menneske har fået en plads i mit hjerte, giver jeg meget nødigt slip. Jeg føler, at jeg mister en legemsdel, når det sker. Det er en ting, jeg skal lære; det ved jeg, for det ER nødvendigt!

-Og jeg er igang!!!

Mosaik #1

Jeg ænsede ikke regnen eller mit våde tøj eller noget som helst andet, da jeg kørte hjem til aften. Blikket var det eneste vågne og tilstedeværende i min fysiske væren. Under huden oplevede jeg et tiltrængt stormvejr; bølger af billeder og fragmenterede sætninger og løse ord blev slynget rundt, og forvirret og overrasket forsøgte jeg at sætte det hele i system. Jeg aner ikke hvor det kom fra eller hvordan, men jeg ved godt hvorfor, og jeg har ventet på det og hilser det velkommen.

Jeg har i lang tid ikke kunne formulere een eneste reel tanke. I et hav af fortvivlelse og frustration har jeg haft mistet mit ordforråd og min evne til at fokusere, og det har været svært at føle sig stum, når der er kaos bag den tynde hud.

Til gengæld har det mistede mæle tvunget mig til at vende blikket indad, og jeg har derfor haft 'forpuppet' mig i en rum tid.

Tingene er stadig ikke på plads. Langt fra, vil jeg sige, men jeg føler, at jeg vokser. Jeg tvinger mig selv til at tage skridt, der er ubehagelige, men som er nødvendige og jeg prøver at holde fast i bevidstheden om de ting, der skal arbejdes på. Det er hamrende udmattende, men det har affødt noget godt, for lige nu er jeg 'grundglad'. Der er mange ting, som jeg absolut ikke er tilfreds med og som 'normalt' ville ødelægge en del, men jeg kan ikke lade være med at smile, og inde i dybet hersker en meget ukendt ro. Jeg forstår det ikke, men jeg nyder det.