Kan det blive bedre??

Jeg aner virkelig ikke hvad der skete. Selv nu, et par timer efter, føler jeg mig som ét stort spørgsmålstegn.

Jeg skal på arbejde og cykler forbi en mand, hvis ben stritter ud til hver sin side, som om hans mastodontMona-fede datter eller kæreste sad på stangen imellem dem. Netop derfor trækker jeg langt ud på stien da jeg overhaler. Da jeg er på vej ind på plads, begynder stjernepsykopaten at råbe og skrige og kalde mig en "fed kælling" og en "møgluder". Jeg er et par meter fra ham og forstår derfor ikke hvad hans problem handler om. Jeg har på ingen måde generet ham. Da han bliver grov, bliver jeg så edderspændtrasende, at jeg ligeså finder mine værste skældsord frem (mærkelig fornemmelse, når man ikke rigtig ved, hvad det hele handler om). I kampens hede begynder blæsten at rive og flå i mig og jeg ender med at kysse asfalten...i stedet for at få oprejsning.

Og hvor er det morsomt, at de fleste vælger at cykle forbi....(jeg lader den stå lidt for sig selv - kommenterer ikke videre!!!)

Dog var der en rar sjæl, der forbarmede sig og hjalp mig op med "sikke et skænderi du havde med ham gutten...sådan een som ham skal du ikke tage dig af"!

Og det lader jeg så være med!