Mosaik #1

Jeg ænsede ikke regnen eller mit våde tøj eller noget som helst andet, da jeg kørte hjem til aften. Blikket var det eneste vågne og tilstedeværende i min fysiske væren. Under huden oplevede jeg et tiltrængt stormvejr; bølger af billeder og fragmenterede sætninger og løse ord blev slynget rundt, og forvirret og overrasket forsøgte jeg at sætte det hele i system. Jeg aner ikke hvor det kom fra eller hvordan, men jeg ved godt hvorfor, og jeg har ventet på det og hilser det velkommen.

Jeg har i lang tid ikke kunne formulere een eneste reel tanke. I et hav af fortvivlelse og frustration har jeg haft mistet mit ordforråd og min evne til at fokusere, og det har været svært at føle sig stum, når der er kaos bag den tynde hud.

Til gengæld har det mistede mæle tvunget mig til at vende blikket indad, og jeg har derfor haft 'forpuppet' mig i en rum tid.

Tingene er stadig ikke på plads. Langt fra, vil jeg sige, men jeg føler, at jeg vokser. Jeg tvinger mig selv til at tage skridt, der er ubehagelige, men som er nødvendige og jeg prøver at holde fast i bevidstheden om de ting, der skal arbejdes på. Det er hamrende udmattende, men det har affødt noget godt, for lige nu er jeg 'grundglad'. Der er mange ting, som jeg absolut ikke er tilfreds med og som 'normalt' ville ødelægge en del, men jeg kan ikke lade være med at smile, og inde i dybet hersker en meget ukendt ro. Jeg forstår det ikke, men jeg nyder det.