"Bare en gammel flamme"

Forleden, da min kære fader og jeg trisser ud til det nyopførte operahus for at kigge lidt på det stykke arkitektur, der har været udsat for en del palaver, støder jeg frontalt ind i en gammel flamme. Jeg er iført mit søndagslook, og han er den ubestridte vinder af førstepladsen som dagens lækre fyr. Et chok, eftersom han for få år tilbage "bare var sød". Han er faktisk så lækker, at jeg står og stirrer på ham og klæder ham af til skindet, imens vi gennemfører en samtale. Heldigvis vækker en horde af operahungrende gæster mig, og min far og jeg forlader lystens hule.

Idag, da jeg kører mod centrum og holder ved et lyskryds, sniger flamme2 sig op på siden af mig. Jeg er fuldstændig uforberedt på mødet og går i panik. Han er lige så lækker som han altid har været og jeg - ja, jeg sveder tran. Heldigvis har han ikke opdaget mig, men situationen tilspidses, da vi skal over Lange Bro. Jeg sætter igang senere end ham (snedigt, tænker jeg), men han kører langsomt, fordi han roder med sin mobil, og jeg bliver overhalet af adskillige gangbesværede. Jeg kan ikke holde det ud, så jeg trykker solbrillerne så hårdt ind i hovedet, jeg kan og træder til. Svedig og dirrende, men uden en uønsket konfrontation, når jeg mit mål. Og han er ét eller andet sted bag mig. Endnu engang en del af fortiden.

Der er to spørgsmål, der melder sig oven på dette: Hvordan kan det være, at man altid render ind i (eksempelvis) gamle flammer, når man mindst har lyst til det?

Og...er der nogen, der kender til et stesolidlignende præperat, der kan tage toppen af den værste forårskådhed?