Lige børn leger bedst.

Jeg lever stadig. Om end delvist.
Jeg er godt høj af piller for tiden. De værste er Roaccutan, som var hudlægens nødløsning. Til gengæld (og til stor glæde for mig), virker de, og jeg har endnu ikke fået depression eller psykose. Næst på listen ligger antibiotika for stafylokokker; 4 stk. om dagen og de smager af kattepis. 3. pladsen er besat af Ipren/Panodil/"stesolid" for smerter fra en nyligt udtrukket visdomstand, hvis sarte kød, der er gået betændelse i (hun bliver mere og mere charmerende) og som rosinen i pølseenden troner p-pillen. Det ER jo BARE hormoner!!

Jeg synes, det er pissehamrende synd for mig, og jeg udnytter enhver chance jeg får, til at ynke mig selv. Gerne højlydt og allerbedst, hvis der er publikum på! Det går nok lidt ud over min stakkels kæreste. Han skal tåle meget, men det hjælper dog, at han også klynker! Han holder nemlig mig, ham selv, naboerne og katten vågen med sin dødbringende hoste. Heldigvis har han købt nogle magiske piller, der er lidt farlige, men som skulle fjerne AL form for lungeforbundet gene. Jeg ved ikke, om kemikalierne i pillerne går godt i spænd med den specielle creme han bruger til sit ansigt, men når han har supermandsunderbukserne på, er der vel ikke noget, der kan røre ham!

Vi er så et par! Begge befængte med alskens sygdomme. Vi klæder hinanden, kan I tro, men man siger jo også, at lige børn leger bedst!