Lukket og låst

Igår fjernede jeg de sidste rester af 'dobbelt' fra min dobbeltseng. Nu er det ikke vores seng, men min!

Det er fem måneder siden. Han ringer stadig og snakker om 'skæbne', og om 'hvor gode vi var sammen'. Jeg har været udmattet i fem måneder. Har skullet finde mig selv og min krop igen. Har skullet vænne mig til tanken...

Han ringede forleden. Snakkede om 'os' og 'det' i to timer. Alt hvad 'det' angår, gør mig øjeblikkelig træt. Jeg nærmest døser hen, når han nærmer sig emnet. Min krop kan ikke ikke acceptere og ikke tilgive. Ikke nu.

I fem måneder har jeg skulle høre på ham, forstå ham, trøste ham og sætte mig i hans sted. Forleden fik jeg nok. Jeg sagde til ham, at det aldrig nogensinde ville blive os igen - at det ALDRIG ville ske. Og afsluttende at jeg syntes, hvis han havde så svært ved at forstå eller acceptere det, at han skulle være sammen med en anden.
Den sved. Jeg var ikke selv overbevist, men sagde det for at skubbe ham væk; for at han kunne forstå alvoren. Jeg ved, at den var ufin, men i situationen var den mit eneste våben. "Jeg elsker dig ikke længere", ville ikke være nok. Han ville ikke tro på mig.

..Det virkede. Både for ham og mig.

Igår da jeg 'rensede' min seng slog det mig, at jeg er fri. Det var som om, at brikken faldt på plads. Jeg blev overbevist.
Hvilken befriende fornemmelse!!