Ode til manden

Det umiddelbare, deres udstråling, stemme, øjne, hænder og fugtige læber fanger min opmærksomhed.

Dernæst ser jeg deres holdning, ser hvordan de bruger deres kroppe som fortællerstemme, lytter til deres formuleringer, nyder at betragte ryggens bølgende muskulatur, halsen og de punkter omkring, der er gode at kysse, nakken, som mine fingerspidser synger efter at berøre, håret som mine hænder kan forsvinde i, glinsende hud, der efterlader striber efter negle eller gåsehud ved en let berøring, de forsvarsløse ører og flipper, der bejler til min tunge, læber og tænder...ARGH..jeg kunne fortsætte i en evighed.

Det sker så hurtigt. Det tager et splitsekund. Det kan være en duft, et smil, en bevægelse og min krop sendes på en rutsjebanetur. Den fyldes af fryd; det kilder i alle afkroge.

Jeg bliver sulten og selvom jeg spiser med manér, propper mig eller bare nipper, stilles sulten ikke. Min krop er som en bog, hvor hver side hungrer efter berøring - længes efter at få vendt den næste side.

Min sidste date fortalte mig, at det blik jeg sendte ham, da han trådte ind i lokalet ikke var til at tage fejl af. Jeg fortærede ham med hud og hår. Han så det i mine øjne. Hvis jeg er SÅ let at læse, hvis jeg virkelig skjuler det så dårligt, så gad jeg godt vide, hvad de stakkels (mandlige) kunder på mit arbejde tænker, når de står foran mig og bare ønsker at købe en billet til sønnike og dem selv..