Som et lyn fra en klar himmel

Jeg tabte kæben forleden.

Jeg er lige mødt på mit arbejde og opdager, at der er noget galt med den maskine, jeg sidder ved (som printer billetter ud). I samme nu kommer en far hen til mig for at købe billetter til en forestilling. Jeg smiler til ham og fortæller, at han må have tålmodighed, fordi vi har problemer med systemet. Imens kæmper mine to kolleger med at få det op at køre. Manden smiler og siger kækt, at han da giver en kop kaffe, hvis han kommer gratis ind. Jeg smiler og svarer, at det ikke kommer til at tage så lang tid.

Jeg tror, at han joker, men han siger dernæst: "Men du må da også få en Cola!". Jeg taber kæbe og mund, og mine kolleger prøver at lade som om, de ikke hører noget, men jeg kan høre på deres samtale, at de lytter mere til vores end hinanden..hvilket gør mig lidt utilpas på hans vegne.

Han fortsætter dog uanfægtet og siger: "Vi kan også bare tage ud at spise!".

*time out - Holdt! Stop!*

Okaj..adressaten er MIG - LOLLE!! MIG, der ikke har været single i næsten fem år og som-har-skrevet-opgave-og været-lukket-inde-i-en-osteklokke-i-to-måneder-og-IKKE-set-i-'deres'-retning!!! Jeg kan for pokker da ikke huske, hvordan man gør dét her!!!

*Fortsæt*

Han bliver ved: "Må jeg få dit nummer"?

Og jeg stammer...smilende selvfølgelig...at jeg tror det er bedre, at jeg får hans.

Han kigger mig dybt i øjnene og det eneste jeg kan finde ud af er, at smile genert og glo åndssvagt på min kjolekant.

Ham: "Hvad kan du bedst lide: Kaffe eller Cola?"

*Nu tror jeg du skal holde. Ellers ryger interessen*

Mig: "Øhhmmm"

*flot Lolle..du kan ikke engang tage stilling*

Mig: "Cola..jeg drikker ikke særlig meget kaffe"

*WHAT?? Det passer jo ikke. Du kan da godt lide kaffe*

Ham: "Vi kan også tage ud at spise"

*Nu bliver du virkelig nødt til at stoppe. Hold mens legen er god*

Mig: "Øhmm"

*Kigger ned på hans søn*

Ham: "Ja, han følger altså også med...hvis det er ok!?"

*Det kan man da ikke sige!! Det siger man da ikke!!*

Mig ret fåret: "Det er ok!"

*Hvad er det du siger???*

(Mine kolleger stopper med at lade som om at de arbejder og er nu helt stille)

Jeg har lidt ondt af manden. Han står dér og ved, at mine kolleger måler og vejer ham, og jeg kan hverken sige buh eller bæh. Men han er ligeglad.

Ham: "Ring til mig! Er du helt sikker på, at jeg ikke må få dit nummer?"

Selvom jeg nok ikke ringer til ham, tager jeg hatten af for hans ligegyldighed over for tid og sted....og takker ham for resten af dagens fantastiske humør.