En lille tur i skoven

"Kald mig bare Muhammed", tænkte jeg i morges da jeg vågnede, for bjerget havde ikke tænkt sig at komme til mig.

I en "supergodtgåetmorduerforsej"-iver over at min mor (lige fyldt 50) tager til Spanien i seks uger for at vandre på pilgrimsruten til Santiago de Compostela (El Camino), "låååvver" jeg hende, at hun og jeg går os en lille tur i Hareskoven her idag.
Nu er jeg een af de heldige, der har min mor boende i København. Knapt så heldigt, at hun bor 10 km væk, men jeg lader mig ikke gå på at små afstande og sætter mig frisk op på cyklen kl 09.

Der burde være ca. 10 kilometers afstand fra min mor og til min yndlingslysning i skoven (Bryggeri Skovlyst), men sært nok ender der med at være ca. 14 km. -Og min stedsans er ellers veludviklet. Man kan ikke sige set samme om min mors.

Vandreturen bliver gået i et rask tempo. Hun skal jo immervæk nedlægge ca. 25 km. om dagen i Spanien, så hendes kondi skal op op op!! Men på vejen hjem er jeg ikke så kry!

Mor laver mad (tænk, det har hun energi til) og jeg går, sammen med min søster, i ét med sofaen. Seriesøndag...mmmmm!!
Efter middagen hænger det ikke sammen for mig mere. Jeg vil hjem...

Nu har jeg så hakket mig igennem de sidste 10 km. i en frontal stiv pelikan, og kravlende er jeg nået min dør.

Hvis I, i mogen i Fælledparken, støder på et kadaver, der ser mere sørgeligt ud end en mands ansigtsudtyk, da han finder ud af, at han er impotent...ja, så er det såmænd bare mig, der prøver at holde den kørende!